Projektbesøg i Ruyigi, Burundi
06/03/2024
Efter et par gode dage sammen med Lise Emming og Bodil Højbak Møller i Rubura og Musema bl.a. med besøg hos Batwa, tog Morten Kofoed på projektbesøg i det østlige Burundi.
FAHU Fonden har støttet et projekt i provinsen Ruyigi, hvor mange spare- og lånegrupper organiseres i såkaldte føderationer, hvor de via opsparing har adgang til større lån i de mindre spare-og lånegrupper. På turen deltog bl.a. FAHU Fondens formand og projektleder.
Morten fortæller: ”Det var glædeligt at se, hvordan grupperne havde lykkedes med fælles projekter inden for landbrug og dyrehold, finansieret af opsparing og lån i disse grupper. Og ydermere var sammenhængskraften i landsbyerne styrket. Et sted havde de bygget et hus til en hjemløs enke. Gruppen havde bidraget med arbejdskraft og fremstilling af mursten mv., mens de lokale myndigheder havde givet tagplader. Det 2-årige projekt er støttet med 100.000 USD af FAHU Fonden og afsluttes ved udgangen af april.
Inden jeg tager videre til Rwanda søndag, har jeg de næste dage møder med Baptistkirken i Burundi om samarbejdet og projekter.”