Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Revitalisering af BaptistKirken

09/11/2022

En del menigheder har sammen med Jan Kornholt deltaget i Vital, som er en revitalisering – en fornyelse – af måden at være menighed på og prioritering af opgaver. Tiden er nu inde til, at Baptistkirken i Danmark som kirkesamfund også påbegynder en revitaliseringsproces for at kunne være kirke i vores tid. BaptistKirkens ledelse er derfor begyndt med drøftelser af, hvad dette indebærer og hvordan vi skal gøre det.
Som en del af denne proces er der allerede sat et arbejde i gang med fokus på rekruttering af fremtidens menighedsledere og præster. Inden længe får alle menigheder et spørgeskema tilsendt og derudover vil enkelte menigheder blive kontaktet for en længere samtale. Det handler både om menigheder med og uden ansatte medarbejdere. Resultatet af dette arbejde fremlægges på leder- og medarbejderdagene den 18. og 25. marts 2023.
Ledelsen tror, det bliver en spændende proces, men der skal skabes tidsmæssig basis for, at det kan lykkes. Derfor vil ledelsens udadrettede arbejde måske blive lidt mindre i 2023, og ledelsen overvejer derfor, hvilke arrangementer vi skal samles til i det kommende år.