Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Spændende bogudgivelse på Løkken Skole

24/10/2018

Bogen handler om den evangelist, der grundlagde Guds Menighed i Danmark. Hans slægt, der var baptister, udvandrede til USA, hvorfra sønnen vendte tilbage i 1911. Som 21-årig skabe han så stor en vækkelse ved Vesterhavet, at han blev omtalt i de fleste af landets aviser. Her blev han anklaget for at være mormon, for hvid slavehandel, dvs. hvervning af kvinder til prostitution, for gendåb af nøgne kvinder og for at stikke af med Guds menigheds pengekasse! Løkken-præsten og Aalborg-biskoppen måtte undersøge hans adfærd, hvorefter den amerikanske missionær fik stats- og justitsminister Zahles skriftlige ord for, at det hele var et falsum, og derfor kunne missionæren ikke udvises af landet. Evangelisten hed Morris Johnson.
Under hans to første ophold i Vendsyssel døbte han så mange, at Guds Menighed kunne bygge kirker både i Hjørring og Kaas. Da han kom tredje gang i 1922, havde han af teologiske årsager brudt med Guds Menighed. Nu turnerede han derfor i Missionsforbundets menigheder over hele landet. Efter et halvt års virke rejste han tilbage til sin menighed i Wisconsin, hvor han sled sig selv op og døde 57 år gammel. Det er der kommet en stor illustreret bog ud af, der på lørdag kl. 14.00 lanceres på Det lokalhistoriske Arkiv i Løkken. Her vil Simon Jacobsen præsentere sin bog: ’Den store vækkelse. Den dansk-amerikanske evangelist Morris Johnsons liv og tjeneste’. På lørdag kan bogen købes for kr. 200,- (293 sider, 249 kr.). Alle er velkomne til at være med. Bent Hylleberg har lovet at anmelde bogen. Hans mere detaljerede omtale af den kan ses her.