Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

’Spor at gå’ – i gudstjenesten

06/11/2024

”Søndag d. 27. oktober havde vi i Brovst Baptistkirke den første samtale-gudstjeneste om ‘Spor at gå’. Bente Højris indledte med, dygtigt og godt, at introducere temaet og spor 1 og 2 – ’Fremad’ og ’Bagud’. Markusevangeliet 1,14-20, om hvordan Jesus kalder disciple, var prædikentekst.
Ordene om, at efterfølgelse er et liv i forandring og bevægelse, blev understreget med materialets gode eksempler på, at såvel drømme og håb – fremtiden – og en bevidsthed om, hvad vi bærer med os som mennesker – fortiden – er vigtige for os. Kirken har altid været på vej, i bevægelse. Det samme må gælde for den enkelte.
Godt 50 gudstjenestedeltagere satte sig derefter om 6-mands borde med kaffe, småkager og æblestykker. Alle deltog livligt og engageret i en samtale ud fra materialets spørgsmål.
Der var flere unge og yngre mennesker – overvejende med baggrund i kvoteflygtninge fra Nepal. Der var også flere trofaste gudstjenestedeltagere. Og så var vi lidt gamle baptister. Det var en god oplevelse for os.
Onsdag eftermiddag mødtes en halv snes stykker og fortsatte samtalen i et par timer. Vi lyttede også til Janne Marks dejlige sang: ’Syng for alverdens urolige hjerter’, som indeholder temaet ’Spor at gå’. Den skal vi have lært.”
Sådan fortæller Asger Hylleberg fra Brovst – hvordan har I brugt ’Spor at gå’-materialet i din menighed?