Støtte til studerende på Menighedsfakultetet
21/06/2017
På Landskonferencen LK1 19. juli skal menighedernes repræsentanter drøfte to sager, der har med menighedernes teologi-studerende at gøre.
Det ene er et forslag om, at BaptistKirken som et forsøg i de næste to år støtter op til to studerende, der læser på Menighedsfakultetet (MF) i Århus. Støtten vil være på 30.000 kr. om året. Årsagen til forslaget er, at de studerende ved MF ikke kan få hverken SU eller billig transport til uddannelsesstedet. Det er et forsøg på at ligestille de teologistuderende ved MF med studerende ved andre danske teologiske uddannelser.
Forslaget kommer fra Tjeneste- og Uddannelsesudvalget, og har således fundet støtte i ledelsen. Dog understreger ledelsen i sit forslag, at det ikke betyder, at MF er BaptistKirkens foretrukne præsteuddannelse, men en mulighed blandt flere andre, når man vil læse teologi.
Det er en forudsætning for denne støtte, at de unge forpligter sig på at tjene i en lokal menighed og er i et mentorforløb med en præst.