Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Vær med til at strikke bamser til forladte børn i Honduras

Vær med til at strikke bamser til forladte børn i Honduras

22/05/2024

Ellen Stærkind skriver:
”I Nørresundby/Vodskov Baptistkirke samles vi en lille flok kvinder i et strikkefællesskab en gang om måneden. Vi strikker lommebamser til børn, der skal med ambulancer eller har brug for en lommeven, fordi en af deres forældre er blevet syge og skal med en ambulance. Det er en god trøst og til glæde for børnene.
Strikkefællesskabet startede i sensommeren ’23, og sidst på året afleverede vi ca. 250 lommevenner, som ambulanceredderne nu deler ud til børn i hele landet.
Vi mødes fortsat, fordi vi nyder fællesskabet. I marts havde vi besøg af Norma Martiniz, der gennem mange år har arbejdet med forskellige projekter i Honduras. Hun fortalte om nogle af de udfordringer, kvinder og børn i Honduras møder. Hendes besøg gjorde stort indtryk på os og vores lommebamser har åbenbart også gjort indtryk på hende. Først bad hun om opskriften på lommebamserne, da hun gerne ville strikke til forladte børn i Honduras, der kunne have brug for en opmuntring. Men der er mange forladte børn i Honduras, så hun har spurgt strikkefælleskabet om hjælp til at strikke lommebamser.
Vi er godt i gang med opgaven og har fundet en mulighed for at få dem sendt ud allerede den 1. august, hvor et familiemedlem til Norma kommer til Danmark og kan fylde en ekstra kuffert med lommebamser på rejsen tilbage. Der kan være rigtig mange lommebamser i en kuffert, og Norma skriver, at de kan bruge alle dem, vi kan lave. Derfor vil vi spørge, om nogen vil hjælpe os med at stikke de små lommebamser?
Har du lyst til at være med til at stikke en lommebamse til et forladt barn, så skriv til mig for nærmere info og opskrift på lommebamse på ellen@staerkind.dk.