Kære menigheder
Leder- og medarbejderdage marts 2023
Hvis du ikke allerede har sat X i kalenderen, så gør det nu! Ledere og medarbejdere i menigheder og landsorganisationer inviteres til en af to lørdage med samme program i henholdsvis Vaarst Baptistkirke og Roskilde Baptistkirke d. 18. og 25. marts 2023. Programmet er under planlægning og flere informationer kommer på landskonferencen d. 5. november i Brædstrup.
Fremtidens præster og menighedsledere er hovedtema. Erfaringer fra udvalgte menigheder vil danne baggrund for oplæg og samtaler. Mange spørgsmål presser sig på. Fx udfordringen med at rekruttere nye præster og hvordan vi sikrer betjening af mindre menigheder uden ansat præst? Nogle menigheder søger præst men har svært ved få det, mens andre har valgt ikke have lønnet medarbejder. Indenfor en årrække vil flere nuværende præster gå på pension, så hvem hører kaldet til en præstetjeneste og hvordan gøres tjenesten attraktiv? Et vigtigt spørgsmål er også, hvordan menigheder sikrer sig de nødvendige frivillige til menighedsråd og andre lederposter?
Der er nok at tage fat på – vælg en af de to lørdage – sæt X i kalenderen allerede nu!
Midler til socialt arbejde kan søges nu
Da Baptisternes Afholdsmission (BAM) i 2021 blev besluttet afviklet, blev en sum af foreningens beholdning reserveret til BaptistKirken (BiD), og følgende aftale blev indgået:
Det aftales hermed mellem BAM og BiD, at BAM donerer kr. 200.000,- til BiD og at hensigten med midlerne er, at fremme arbejdet med misbrugsforebyggelse, skabelse af alkoholfrie miljøer og/eller socialt arbejde i bred forstand. Det er hensigten, at menigheder, organisationer og enkeltpersoner kan søge midlerne ved henvendelse til BiD’s ledelse.
Beløbet er nu frigivet, og der kan derfor søges om at få del i midlerne. Rent praktisk søges der ved at sende en ansøgning til info@baptistkirken.dk. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af det projekt, midlerne tænkes anvendt til, en angivelse af, hvor meget der søges om, samt kontaktinformation til ansøgeren. Der anvendes ikke ansøgningsskema.
Sekretariatet
… holder lukket i den kommende uge. Telefoner og mails besvares kun i begrænset omfang.
Læs også i dagens nyhedsbrev – fx om BaptistKirkens svar på en høring forud for revision af Trossamfundsloven og et jubilæum.
Mange hilsner
Gitte Elleby