Kære menigheder
Travlt ledelsesmøde
BaptistKirkens ledelse afholdt ledelsesmøde den 7. juni, hvor de behandlede flere forslag til landskonferencen, der afholdes den 3. oktober 2026 i Ringe.
Forslagene omhandler:
- Ordination og akkreditering af præster
- Samværspolitik
- Ny bidragsmodel
- Reformulering af pkt. 4c i vores værdier
”Særligt vedr. det sidste punkt vil vi gerne takke alle de menigheder, som har sendt ledelsen respons. Vi har med glæde læst dem alle og de har indgået i ledelsens drøftelser og beslutning.”
De fire forslag skal nu færdigbehandles og bliver udsendt til menighederne, så snart de er klar.
Læse i Bibelen? Det har vi jo ansat dig til!
Så friskt lød en kommentar til en baptistpræst, der udtrykte en forventning om, at menigheden læste i Bibelen! Heldigvis tænker alle ikke sådan og mange undersøgelser viser, at der er en stigende lyst og interesse i at læse i Bibelen og øge kendskabet til hele Bibelen.
Det vil vi gerne som fællesskaber – både nationalt og lokalt hjælpe på vej ved en mulighed for at læse Bibelen sammen. For når det kommer til at læse hele Bibelen, beskriver det afrikanske ordsprog nok rammende virkeligheden for mange: ”Hvis du vil gå hurtigt, gå alene. Hvis du vil gå langt, så gå sammen.” Derfor lancerer vi som en del af Acts2Movement – Tro i Bevægelse en app, som giver dig en læseplan, hvor du vælger mellem to spor og læser et eller to kapitler om dagen. På app’en bliver du koblet sammen med andre, der læser, og I kan hjælpe hinanden med at holde fast, opmuntre hinanden og dele gode og svære erfaringer.
Læseplanen starter 30. august. Vi informerer om det nu, fordi vi gerne vil have, at alle er godt forberedt inden starten. Vi håber, at I i kirken vil afspille denne 4 minutter lange video, som Michael Frost har lavet for at introducere bibelapp’en og opfordre jeres medlemmer til at bruge app’en og deltage i bibellæsningen fra 30. august.
Valg af formand og ledelse
Vi gentager her informationen vedr. valg på landskonferencen:
Ved landskonferencen 3. oktober 2026 i Lai Baptist Church i Ringe skal der vælges ny ledelse for BaptistKirken i Danmark. Ledelsen består p.t. af formand Vibeke Dalsgaard samt Christian Bylund, Emmanuel Chinzah Van Ceu, Flemming Vesth Nielsen, Pia Duebjerg Andersen og Tine Kragh. De to sidstnævnte er på valg i år.
Til valget som formand genopstiller Vibeke Dalsgaard.
Til ledelsesvalget genopstiller: Tine Kragh – genopstiller ikke: Pia Duebjerg Andersen.
Målsætningen er, at der bliver opstillet kandidater til ledelsesvalget, så der kan vælges tre medlemmer til ledelsen – foruden en eller flere suppleanter.
Vi har brug for mange kræfter til arbejdet og gerne medlemmer i ledelsen med mange forskellige holdninger, så vi kan fortsætte den nuancerede samtale.
Forslag til kandidater til formand og ledelse skal sendes til Sekretariatet på info@baptistkirken.dk senest d. 3. juli. Herefter starter forslagsudvalget sit arbejde jf. Forretningsorden for BaptistKirkens Landskonference pkt. 6.2.
Bestilling af dåbskort
Det er tid til at bestille årets dåbskort. I bedes senest 12. juli skrive til info@baptistkirken.dk, hvis I skal have et andet antal end sidste år. Husk at skrive om dåbskortene (A5) skal være med eller uden tekst og om I også skal have blomsterkort (A6).
Læs også dagens nyhedsbrev.
Mange hilsner
Gitte Elleby