Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vand i Rubura

Så skete det! I sidste uge nåede der vand frem til Rubura-højen. Noget der har været arbejdet intenst på af mange de seneste måneder og planlægningsmæssigt flere år tilbage! Og det blev fejret! Repræsentanter fra Sundhedsministeriet samt Energiministeriet mødte sammen med politikere, fra Kayanza Provinsen og den lokale kommune op til festlighederne. Med til indvielsen af vandprojektet var også BaptistKirkens formand Per Beck og en række repræsentanter for Rotary i Danmark, Burundi og regionen. Indvielsen foregik i baptistkirken i Rubura, med knapt 800 deltagere. Der var lidt udfordringer med at få ambulancen frigivet fra toldmyndighederne, så den nåede først frem sidst på eftermiddagen, men så kan det ellers nok være, at det også blev fejret med sang og dans på pladsen foran missionærboligen. Ambulancen får base på sundhedscentret i Rubura.
Vandforsyningen mangler endnu det sidste for at være helt færdig. Bl.a. mangler der at blive sat målere op, og den store vandtank på højen skal tilsluttes. Alt det håber vi at få afsluttet inden årets udgang, hvor også Jep Emming og hans kone Lise – endnu en gang – vil besøge Rubura. Jep Emming har haft det overordnede ansvar for gennemførslen af projektet, og selvom mange har ydet en stor indsats i projektet, er det i høj grad Jeps fortjeneste at ca. 8.000 mennesker i Rubura-området nu har vand. Se mere i Facebookgruppen ’BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda’.