Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vandprojekt Rubura

29/11/2017

For et års tid siden kunne vi læse i Nyhedsbrevet, at Jep Emming havde foretaget forskellige opmålinger med henblik for at etablere vandforsyning til Ruburaområdet i Burundi. Der bor ca. 7.000  personer, er to skoler, en klinik og en præsteskole. I dag må vand hentes og bæres på hovedet op til huse og institutioner i 20 liters  dunke.
Hanherred Rotary Klub (Fjerritslev – Brovst) greb ideen om et vandprojekt i Rubura, og sammen med Baptistkirken i Danmark (Morten Kofoed og Jep Emming) blev et skitseprojekt udformet.
Der er siden arbejdet videre med projektet i Rotary systemet, og med et indskud fra Hanherred Rotary klub på 25.000 kr. og Baptistkirken på ca. 50.000 kr. udformes der i øjeblikket et projekt med støtte fra andre klubber i Rotary, samt nationale og internationale Rotary fonde. I alt bliver det et projekt på ca. 550.000 kr.
Sidste led er godkendelse i Rotary International i USA, der skal bidrage med ca. 40% af beløbet. Ansøgningen fremsendes inden nytår, og går alt ”som det skal”, kan projektet realiseres i 2018.
”Vi håber meget at alt lykkes, da det vil være en stor hjælp for beboerne og institutionerne at have rent vand lige ved hånden,” siger BaptistKirkens formand Per Beck, der også er medlem af Rotary-klubben. Han fortsætter:
”Hanherred Rotary Klub stod for et lignende projekt i 2013-2014 i Buraniro (få kilometer fra Musema), hvor Solveig og Niels Christian boede som frivillige i hele foråret 2014, og hjalp med gennemførelse af projektet. Jeg havde glæden af at være med ved projektets indvielse i april 2014.
Erfaringerne herfra gjorde, at Rotary Klubben uden mindste betænkelighed kastede sig ud i det nye projekt med baggrund i de gode erfaringer, man havde med samarbejdet med baptisterne.”