Vil du lære noget om at plante kirker?
08/11/2017
I april 2018 afholdes den første nordisk-baltiske konference for kirkeplantere. Hver baptistkirke-samfund i Norden og Baltikum kan deltage med 10 personer. Dels mennesker, der står midt i en kirkeplantning eller som brænder for at være med i en sådan, og dels menighedsledere, der kunne forestille sig, at deres kirke skulle støtte en kirkeplantning. Er du en af disse ti, der skal med fra Danmark?
”I dag vil mange menigheder sige, at de har nok at gøre med at få deres menighed til at overleve, så der er slet ikke ressourcer til at tale om menighedsplantning. Jeg tror, at det faktisk er en overlevelsesstrategi at plante nye trosfællesskaber. Det er jo det, vi ser i naturen og det er bibelsk, at noget dør (korn f.eks.) for at sætte nyt liv i verden. Det er knapt så skræmmende, at en menighed måske dør, hvis den har sat 5-10-15 børn i verden. Jeg vil selv deltage i konferencen og tror, at vi kan lære meget i Danmark,” fortæller generalsekretær Lone Møller-Hansen. Hun er med i et nyt, tværkirkeligt trosfællesskab på Bornholm, Gospelfællesskabet. Det er ikke tanken, at dét skal være en ny kirke, men derfor er hun alligevel sikker på, at de kan lære noget her.
Konferencen finder sted i Riga 19.-21. april 2018. Det er gratis at deltage, men deltagerne skal selv betale rejsen. Er du/I interesserede i at deltage så kontakt Lone Møller-Hansen, 2347 4015, lone@baptistkirken.dk.