Alfabetisering der virker
22/11/2017
Morten Kofoed fortæller fra Burundi: ”Jeg havde i denne uge igen fornøjelsen af at besøge det, vi i det daglige kalder Alfabetiseringsprojektet. Det er så opløftende at se de mange glade deltagere, især kvinder, der efter en intensiv træning nu har lært at læse og skrive og ikke mindst regne. Smilene går på det nærmeste fra øre til øre på de mange deltagere. Efter uddannelsen bliver de tilbudt medlemsskab af de såkaldte Spare- og lånegrupper. Når jeg spørger, hvad der betyder mest for dem, er svarerne ofte lidt forskellige. Nogle siger: At de har lært at læse og regne, så de ikke længere bliver snydt på markedet. Andre at de nu har mulighed for lån og andre igen fællesskabet i grupperne og at de har fået et tilhørsforhold. Alle svar er gode og viser, at projektet rammer nogle af de mange behov, der er i Burundi. Desværre hører jeg også, at vold i hjemmene er et stort problem, og der er stadig mange kvinder, der behandles utroligt dårligt – og de fortæller, at det er blevet værre mange steder på grund af den øgede fattigdom. Heldigvis er det noget projektet også italesætter, og der var gode historier om familier, der har fået det bedre.
Hvis du vil være med til at støtte dette arbejde, kan der indbetales penge på MobilePay 2299 6483 eller konto 3201 10042879, mrk. Alfabetisering. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.