Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Baptistkirke solgt til Rumænsk Ortodoks Kirke

Kirken i Kulturcenter Vendsyssel har pr. 1. november solgt den gamle baptistkirke i Tårs.
”Det glæder os, at den Rumænske Ortodokse Kirke fremover får glæde af bygningen til kirke, gudstjenester og undervisning for de mange rumænere som bor og arbejder i Vendsyssel.
Kirken har enkelte arrangementer, hvor de samler flere hundrede personer, og måske vil der i fremtiden også blive tale om en sommercamp her i Nordjylland.
Vi har haft spændende samtaler med nogle af kirkens præster og deres biskop fra Sverige, som var på besøg i forbindelse med afslutning af handlen, og de ser positivt på et samarbejde omkring større arrangementer, der evt. kan afholdes i vores nye Kirke- og Kulturcenter i Sæsing, som kan rumme helt op til 5-600 personer.
Vi har også mulighed for opstilling af telte og campingvogne på vores store grund ved centret, så mulighederne er mange,” fortæller forstander Erik Rugholm.
”Vi glæder os samtidig over en meget stor vækst i Kulturcenter Vendsyssel. Vi er tæt på en fordobling i de mange forskellige folkelige og kulturelle aktiviteter i forhold til sidste år. Vi oplever mere og mere, at en stor del af befolkningen har lyst til at komme i centeret, og vi får meget positiv respons og goodwill fra de mange brugere. Sidste år havde vi op mod 15.000 mennesker inde i vores center, så mange nyder de gode rammer og fællesskabet på tværs af aktiviteter og interesser året igennem. Dette kan kun ske på grund af et dygtigt personale i Centeret og massevis af frivilliges arbejde!
Vores overordnede vision for både Kulturcenter Vendsyssel og Kirken er i øvrigt formuleret som ’Et fællesskab alle kan være en del af,’” afslutter Erik Rugholm.