Besøg i Ukraine
24/06/2026
Missionssekretær Morten Kofoed er nu vel hjemme efter begivenhedsrige dage i Ukraine. Morten fortæller:
”Indtrykkene fra turen er mange, men stærkest står nok det mod og den vilje til fortsat at kæmpe mod den uretfærdige aggression, som landet oplever. Samtidig er det slående at mærke folkets vilje til at nægte at give op. Selvom der ofte er luftalarmer, og befolkningen opfordres til at søge beskyttelse, foregår livet i storbyen Kyiv på mange måder som i andre storbyer. Handelslivet fungerer, den offentlige transport kører, og folk tager hver dag på arbejde. Det er dog slående, at mænd i den våbenføre alder stort set er fraværende i gadebilledet.”
Turen bød på møder med de ukrainske baptister, der tæller mere end 100.000 medlemmer og har omkring 1.000 menigheder. En del af menighederne ligger dog på den anden side af frontlinjen, og der kommer kun få og ofte dårlige nyheder herfra om kirkernes liv. Overgreb og andre fortrædeligheder fra besættelsesmagten hører til dagens orden på den side af fronten.
”På turen besøgte jeg det projekt, som vi har fået midler til fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, CKU. Projektet støtter arbejdet med børn på børnelejre og uddeling af mad til nogle af de mest trængende og udsatte familier. Det er helt fantastisk at se, hvad en uges sommerlejr kan gøre i disse børns liv,” beretter Morten. ”De ukrainske baptister er virkelig dygtige til at arrangere børnelejre, og det har vi med midler fra CKU hjulpet dem med. I alt har næsten 100.000 (traumatiserede) børn fået en lejroplevelse det seneste år – nogle af dem altså med vores hjælp. Et af vores bidrag har været et psykosocialt opfølgningsforløb udviklet af psykologer og det ukrainske Bibelselskab.”
Søndagen bød på hele to gudstjenester i to af Kyivs baptistkirker, inden turen gik hjem over med nattoget fra Kyiv til Warszawa.
Både menighederne og ledelsen af de ukrainske baptister sender mange hilsener og takker både for den støtte, vi har været med til at formidle, og ikke mindst for den forbøn, vi omslutter dem med, og som de beder os fortsætte med.

