Danmark skal have ny bibel
25/01/2023
”Bibelselskabet går i gang med at forberede en ny autoriseret oversættelse af Bibelen til afløsning for den seneste udgave fra 1992. Årsagen er den enkle, at sproget udvikler sig. Den store brug af den nu-danske oversættelse ’Bibelen 2020’, bl.a. i mange skoler, har vist dens store berettigelse.
Kravene til en autoriseret udgave er dog anderledes og større, idet man her også må tage hensyn til den kirkelige tradition, gudstjenestens og salmebogens sprog, og for at bevare den kulturarv, som Bibelen også er. ”Det bliver dog helt centralt at involvere bredt og fastholde kirkernes fællesskab om Bibelen”, siger Bibelselskabets generalsekretær Johannes Baun, der forventer, at ”hele det kirkelige Danmark bliver involveret i den nye udgave”. Den nye autoriserede Bibel forventes klar i 500 året for Reformationens indførelse i Danmark i 2036, med et budget på ca. 38,5 mio. kr. hvoraf en stor del forventes at komme fra fonde.”
Således informerer Ole Engel, der er BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Han afslutter med lidt Bibel-fakta:
”Den 1. danske Bibel (efter Martin Luthers): Chr. IIIs fra 1550, rev. af Frederik IIs fra 1589 og Chr. IVs fra 1633. I 1607 kom en dansk oversættelse fra de 3 grundsprog hebraisk, aramæisk og græsk. Den version er blevet revideret mange gange frem til de autoriserede udgaver, vi kender i dag: GT i 1931 og NT i 1948. I 1992 kom så den første samlede autoriserede oversættelse, som gælder i dag. Yderligere kom på nu-dansk: ’Den Nye Aftale’ i 2007 og ’BIBELEN 2020’ i 2020.”