Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Det ved vi da alt om!

Det ved vi da alt om!

13/10/2021

Spørgsmålene på de regionale møder, som Baptistkirken afholder i øjeblikket, drejer sig om kernepunkterne i vores tro og man kunne måske tro, at det er helt åbenbart – det ved vi da alt om.
Ved mødet i Sæsing 7. oktober mødtes omkring 50 deltagere fra ni menigheder for at drøfte dette spørgsmål og samtidig høre om tilbud om menighedsudvikling samt de kommende begivenheder i vores kirkesamfund.
Denne gang var det medlem af teologisk forum og ledelsen Christian Bylund som på fornemste vis ledte os gennem debatten om trosspørgsmål, som var opdelt i tre faser:

  • Hvad har vi fælles med alle kristne?
  • Hvad er det særlige baptistiske, det specifikke, det der gør os til baptistkristne
  • Hvad er det konkrete udtryk, som springer herudaf. Hvad betyder det i vores hverdag og lokalsamfund

Debatten blev livlig rundt om bordene, måske især fordi Christian gav grupperne en særlig opgave: ”Prøv at formulere jeres svar, så jeres børnebørn eller andre unge mennesker kan forstå jer.” Ikke verdens nemmeste opgave for en flok garvede baptister, men det gav dog et par udtalelser som ”Vi tror, at enhver baptist er lobbyist for Jesus” eller ”Vi kan læse og forstå Bibelen uden faglærte”. Af svarene kunne vi se, at – ja, vi er nok enige om kernepunkterne, men hvor er der mange nuancer og forskellige indfaldsvinkler til vores forhold til Gud. Aftenen bekræftede igen, at BaptistKirken er bred, dyb og med højt til loftet.

Senere fortalte Jan Kornholt om menighedsudvikling og generalsekretær Torben Andersen sluttede aftenen med at omtale de kommende begivenheder.

Igen en aften med megen debat som viser, at vi har behov for at komme sammen og sætte fokus på kernepunkterne i vores tro.