”Husk Myanmar” på Himmelske Dage
30/03/2022
Programmet for Himmelske Dage bugner af tilbud, både til børn og voksne. Himmelske Dage finder sted i Roskilde i Kristi Himmelfarts ferien fra torsdag d. 26. til søndag d. 29. maj.
Det er en kirkefestival for dem, der kan lide taler, debatter og gudstjenester, og for dem, der får mest ud af stilheden i naturen.
Der etableres f.eks. en pilgrimslandsby tre km fra festpladsen, midt i naturen.
Her vil man også finde ”Areopagos-katedralen”. Dette telt – og hele området – vil danne ramme om mange forskellige aktiviteter som f.eks. workshops om pilgrimsvandringer, klimabevidsthed og bæredygtighed, kirkeyoga, meditationer, bøn i bevægelse, bibelværksteder og meget mere.
Danmission er blandt initiativtagerne til en Myanmar-dag lørdag på Himmelske Dage. Her er også baptisterne fra Myanmar specielt inviteret.
”Vi må ikke glemme den forfærdelige krig i Myanmar, som nemt står i skyggen af krigen i Ukraine,” siger Christina Kofoed-Nielsen, kampagneleder i Danmission. Man vil bl.a. gerne holde en ny demonstration som sidste år, Mayday Myanmar, som skal gå igennem Roskilde lørdag d. 28. maj.
Har du endnu ikke købt billet til Himmelske Dage, kan du nå det endnu. Her kan du finde programmet
Og her kan du købe et armbånd til en eller alle dage.