Kirkeministeren dropper forslag om tvangsoversættelser af prædikener
19/04/2023
I marts 2021 modtog kirkeministeren et ”bekymringsbrev” fra seks borgerlige folketingsmedlemmer. Bekymringen gik på, at regeringens forslag om tvangsoversættelser ville medføre, at trossamfund ”udsættes for mistænkeliggørelse og besværes i deres virke på en ikke-proportional måde”.
Siden fortsatte debatten, men efterhånden er den ebbet ud. Alle ventede på en fortsættelse fra den nye regering. 15. marts rykkede kirkeudvalget ministeren for et svar på ”bekymringsbrevet” fra 2021. Nu har kirkeminister Louise Schack Elholm svaret udvalget: ”Jeg kan oplyse, at forslaget om oversættelse og offentliggørelse af prædikener ikke er omtalt i regeringsgrundlaget, og det er derfor ikke på dagsordenen for mit arbejde som kirkeminister.”
Fortsættelse følger efter næste folketingsvalg.