Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Lederkonference 2017

Lederkonference 2017

Alle ledere har værdier, som afgør, hvordan de leder. Hvilke værdier leder du efter?
Det handler dette års lederkonference om.

13/02/2017

Lederkonferencen finder sted d. 21.-22. april på Brandbjerg Højskole ved Jelling. Online-tilmeldingen er åben nu.
Mission i Danmark-udvalget er arrangør af lederkonferencen, og generalsekretær Lone Møller-Hansen siger: ”Vores værdier som baptister har rødder tilbage til reformationstidens gendøbere, anabaptisterne. I anledning af 500-året for reformationen støver vi anabaptisternes værdier af og ser, hvordan de kan udmønte sig i vores liv i 2017.”
Nogle af værdierne har baptister til fælles med alle andre kristne; Jesus er vores herre, Bibelen er vores rettesnor for liv og etik, vi er kaldet til at være i tjeneste for vores medmennesker, vi er sat som forvaltere over den jord, vi bebor osv. Andre har fået specifikt fokus hos anabaptisterne; bl.a. at leve som et forsonet fællesskab, at tage socialt ansvar og at det at være kirke er at være i mission.
”Hvor bevidste er vi om de værdier, vi bygger vores liv og ledelse på, og hvordan udmøntes de værdier i det liv, vi lever som kristne og som ledere,” spørger konferencens arrangører.
En af eksperterne på anabaptisterne er Stuart Murray Williams fra England. Han er årets gæstetaler. Der vil være tre workshops, og man kan fordybe sig i to af værdierne. Valget af workshops skal foregå ved tilmeldingen.
Læs mere om konferencen i folderen. Foldere er også udleveret til menighederne ved LK2 i Vejle i november 2016.