Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Dåb af asylsøgere i Vrå

08/02/2017

Præst i Vrå baptistkirke, Anne-Marie Winther, skriver:
”Søndag 5. februar døbte vi to af vore kristne asylansøgere i Vrå baptistkirke. Den ene unge mand er iransk kurder og står til udvisning i morgen. Alligevel ønskede han at blive døbt.
Han så Jesus-filmen i sit hjemland og blev interesseret i kristendommen. Da han senere flygtede til Danmark mødte han en anden kurder, som ledte ham til tro og som underviser i den farsitalende bibelklasse, der mødes trofast i Vrå baptistkirke. Den anden unge mand er irakisk kurder, som blev voldsomt mishandlet af sin far og sine brødre, da han blev en kristen gennem en kollegas vidnesbyrd.
Begge modige unge mænd ved ikke, hvordan deres fremtid ser ud, og de er nervøse. Den ene er bange for forfølgelsen, når han færdes på asylcenteret, hvor han bor.
Samtidigt er de begge trygge i Herrens hånd. ”Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham. Jeg beskytter ham, for han kender mit navn” er et af løfterne, som blev læst fra Salme 91. Det var en dåbsgudstjeneste både med fest og dyb alvor.
Dette blev understreget, mens vi sang:  ”Altid frejdig, når du går” om at kæmpe og dø, om så det gælder.
De to mentorer for de nydøbte var en ung mand fra Iran, som er medlem af vores menighed og en ung kurdisk iraner på flugt med sin kæreste. Han er ”farsigruppens” bibellærer.
Det mest bemærkelsesværdige er, at troen på Jesus gør, at netop disse fjendtlige folkeslag, som de fire unge mænd repræsenterer, kan være sammen, bede sammen og glædes sammen sådan en søndag. Gud ske tak!
De næste asylsøgere har allerede meldt sig til dåb…”