Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Lise Emming skriver fra Butare i Rwanda

Lise Emming skriver fra Butare i Rwanda

18/05/2022

“Mandag fik jeg lov at assistere til en virkelig spændende undervisningsformiddag på Petit Seminaire Virgo Fidelis i Butare tilrettelagt af Heillyn Camacho fra Bethelkirken i Aalborg. Hun har sammen med sin mand Heine et lille firma Consufé, som arbejder med ’creative thinking’. Undervisningen var for 40 unge mænd/store drenge i skolens ”Creativity and critical thinking for innovation Club”. Med Lego som materiale blev de udfordret til at tænke ’ud af boksen’, at samarbejde og være kreative. De havde selv forberedt taler og lidt musikalsk underholdning, men det bedste var at se dem gå ombord i legoet med nysgerrighed og stor kreativitet for bl.a. at bygge et problem i samfundet i legoklodser – ikke løsningen men selve problemet. Skønne unge mennesker og fantastisk initiativ af Heillyn og Heine. Tak fordi jeg måtte hjælpe til!
Tirsdag mødtes jeg med medarbejderne (se billedet) i vores nye projekt Ngirankugire for unge ugifte mødre. Målgruppen i projektet er 300 unge piger i alderen 13-25 år, som har fået børn udenfor ægteskabet. Både pigerne og deres børn er ofte udstødt af både familie, lokalsamfund og kirkerne. Derfor er et stort fokus i projektet at styrke pigernes selvværd gennem forskellige træninger og at integrere dem i lokalsamfundet igen bl.a. gennem spare- lånegrupper. Et andet fokus er at arbejde med kirkerne, så pigerne og deres børn igen bliver inkluderet i forskellige aktiviteter i menighederne.”