Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mærkeligt – men alligevel godt

Baptisternes Verdens Alliance, BWA, holder i disse dage det første virtuelle årsmøde. Lone Møller-Hansen repræsenterer Baptistkirken i Danmark, og tændte spændt for computeren, linkede ind på Youtube og snart trådte velkendte mennesker frem på skærmen og bød velkommen til det, der skulle have foregået i Rio de Janeiro i Brasilien – men som heldigvis blev aflyst. Ingen ville velvilligt være taget til Brasilien lige nu, vel?
”Det var lidt tamt og mærkeligt – måske mest fordi lyden var fire-fem sekunder foran billedet.
Der var en velkendt salme, som blev sunget på fem sprog fra de fem forskellige regioner af verden – men storheden går lidt fløjten, når verset nærmest er slut på lydsiden, før man ser den person, der synger. Men det var et godt forsøg – og indholdet i åbningsmødet var der ikke noget i vejen med,” fortæller Lone Møller-Hansen.
Den afgående præsident Paul Msiza fra Sydafrika havde et stærkt budskab til verdens 45 mio. baptister om, at det er nu, vi skal stå sammen og vise verden, hvad Jesus ville have gjort ved uretfærdighed og ulighed: ”Covid-19 har virkelig vist uligheden i verden. Hvordan de fattige dør, fordi de ikke har adgang til det sundhedsvæsen, som den rige del af verden har”, sagde han blandt andet.
Både han og generalsekretær Elijah Brown blev på den sideløbende chat-liste rost for deres lederskab i en omvæltende og spændende periode af BWAs liv. Og det var også gennem disse kommentarer, at deltagerne fra rundt omkring i verden og mange tidszoner fik hilst på hinanden.
I 24 timer, der slutter onsdag eftermiddag, kan man stille spørgsmål til de sager, som er til afstemning. Bl.a. en ændring af antallet af vicepræsidenter fra 11 til 14 – for at kunne være mere repræsentative for verdens baptister.
Og en lang, lang liste af medlemmer i BWAs mange kommissioner og udvalg. Ét af navnene er velkendt. Lone Møller-Hansen, der har sagt ja til den ulønnede tjeneste som formand for Human Ressource, HR-udvalget. Afstemningen slutter torsdag kl. 16, og så er der afslutningsceremoni, ligeledes på nettet med deltagere fra alle verdenshjørner torsdag aften dansk tid.
Paul Msiza er med åbningsceremonien afgående præsident. Den nye præsident for BWA hedder Tomas Mackey og er fra Argentina – og altså spansktalende.
På fredag 24. juli lægges en artikel på baptist.dk med mere information om BWAs årsmøde.