Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Max-dag i Rønne trods Corona

09/09/2020

Sidste år samlede det fælles børne- og ungdomsarbejde i Rønne, (Baptistkirken, Missionskirken og Pinsekirken) 900 børn til en hel søndags skønne aktiviteter. Der var længe svære udsigter omkring dette års Max-Dag på søndag d. 13. september grundet Corona, men politiet har givet deres tilladelse til afholdelsen med det krav, at områderne, hvor aktiviteterne skal foregå, skal hegnes ind med minestrimler og der må kun være 100 børn ad gangen inden for hvert område.
Der bliver tre områder med aktiviteter og der bliver saneret ud i antallet af aktiviteter. Sidste år var der 60 forskellige tilbud. Og der holdes skarpt øje med, at der kun går samme antal ind, som kommer ud af aktivitetsområderne. Der vil heller ikke være café, som der plejer.
De, der skal være ansigt til ansigt med børnene, vil bære maske, der vil være håndsprit alle vegne og mindst 100 frivillige vil sørge for, at det hele går godt.
”Vi holder lige vejret og håber, at der ikke kommer flere restriktioner i Rønne, og at smittetallene holder sig i ro,” siger Noah Mogensen, der er ansvarlig for Max-dagen.