Ny generalsekretær i Burundi
21/10/2020
Missionssekretær Morten Kofoed er tilbage fra turen til Burundi og fortæller fra generalforsamlingen i Baptistkirken i Burundi – UEBB:
”Der var kampvalg til både generalsekretær- og formandsposterne. Den nuværende formand, Jean Jacques Masabo, blev valgt til ny generalsekretær foran den nuværende generalsekretær Silas Ntukamazina, der dermed træder ud af ledelsen. Jean Jacques besøgte Danmark sidste år på Landskonference 2. Som formand valgtes Audace Baraduhama (tidlige næstformand) mens Emmanuel Nsengiyumva blev valgt som ny næstformand (Han er også ansvarlig for evangelisation og kirkebyggeri). Jean Bosco Mucowintore blev genvalgt som vice-generalsekretær. Til den sidste plads i ledelsen, der er reserveret til en kvinde, blev Francoise Ndayisenga genvalgt.”
Generalforsamlingen blev holdt over tre dage og den første dag blev menighedsrepræsentanterne undervist i forebyggelse af Corona i menigheder og samfundet, ligesom der blev delt sæbe, baljer og andre værnemidler ud til menighederne. De takkede mange gange for støtten fra Danmark til denne vigtige opgave.
Op til valget har der været en del uoverensstemmelser internt i ledelsen. Med hjælp fra mediatorer udefra, blev disse uoverensstemmelser behandlet og en forsoning kom på plads. Med valget er det håbet, at tingene falder til ro og man i fællesskab kan se fremad og planlægge for fremtiden.
Morten fik lejlighed til at bringe hilsener fra Danmark og der sendes mange varme hilsener tilbage.
Hav den nye ledelse med i jeres forbøn, da der fortsat er mange udfordringer for dem.