Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Nyt fra Baptisternes Kvindenetværk

17/08/2022

I forbindelse med Sommerstævnet på Lindenborg afholdt Kvindenetværket sit årlige forretningsmøde. Det var en god anledning med omkring 70 deltagere.
Årsindsamlingen 2021/2022 gav i alt 33.585 kroner, som er sendt videre til bulgarske kvinders arbejde blandt sårbare kvinder og romabørn i hele landet. Mange af de bulgarske kvinder er involveret i arbejdet med de ukrainske flygtninge, så der er og har været stort behov for økonomisk tilskud. Tak til de menigheder som har støttet vores Årsindsamling ved at give en mors dags kollekt til Kvindenetværket.
”Kvinder med ansvar” er overskriften på vores Årsindsamling 2022/23. Pengene fordeles blandt de kvinder, hvis mænd er studerende på præsteskolen i Rubura, Burundi. Det er en stor udfordring for de unge kvinder, da de i to år står alene med børn, marker og alt arbejdet i husholdningen og oftest uden indtægt. Årsindsamlingen kan støttes via MobilePay 56954 (mærk Årsindsamling). På Sommerstævnet blev der uddelt en plakat med Årsindsamling 2022/2023 til alle menigheder. Har I brug for flere plakater, så kan de printes fra www.baptistkvinder.dk
For at hjælpe de meget fattige og ubemidlede kvinder i Burundi er der på de forskellige Kvindetræf i foråret og på vores forretningsmøde solgt Gavebreve, og der er indkommet godt 13.000 kr. Pengene anvendes som ”hjælp til selvhjælp”. Kvinderne kan ved et økonomisk tilskud starte små ’forretninger’ (køkkenhave, dyrehold, håndarbejde, sæbefremstilling m.m.) og på den måde bidrage til familiens økonomi.
Kvindenetværket arrangerer i februar 2023 en tur til Rwanda. I den forbindelse vil det være muligt at sende strikkede trøjer og huer med til babyer, aftale herom kan træffes med Lise Emming Weber-Hansen, 2447 7405 eller Anne-Marie Møller, 2362 3821.