Ordination af 12 kvinder i Rwanda
23/10/2019
Søndag 20. oktober var der fest i Rwandas hovedstad Kigali. Her blev 12 kvinder ordineret i vores partnerkirke i Rwanda (AEBR). Ordinationen af 12 kvinder er en positiv konsekvens af den nye kirkelov i Rwanda, der tilsiger kirkerne også at have kvinder på alle ledende poster. I første omgang, var det planlagt at ordinere tre kvinder, alle fra hovedstaden Kigali. Men da man ude i landet hørte om dette, viste det sig at der var yderligere ni kvinder, der levede op til de uddannelsesmæssige kvalifikationer, så de blev også ordineret og indsat i tjeneste i deres respektive menigheder.
Jonas Norgaard Mortensen fortæller fra Kigali: ”Det er meget glædeligt, at kvinder nu får lov til at tjene i menighederne som præster. Det kan godt være, at det i første omgang bliver som assisterende præster, men det er et kæmpeskridt på vejen for et mere lige kirkesamfund.” Ordinationen er et resultat af flere års teologiske overvejelser og så regeringens nye kirkelov.
I samme ombæring blev også fem præster ordineret til biskopper! Tidligere havde de titel af regionale præster med ansvar for de fem regioner, som kirken – og landet – administrativt er opdelt i.
”Teologisk har det også givet anledning til en del overvejelser”, fortæller Jonas videre. ”Baptister er jo som udgangspunkt kongressionalister – med fokus på menigheden som omdrejningspunktet for vores teologi og biskopper ses mest i episkopale sammenhænge, altså hvor biskoppen har udvidet myndighed over menighedsforsamlingerne. Men her har man altså vurderet, at det gav mening for kirken med biskopper i det katolsk prægede land.”
Jan Haslund-Thomsen, der var i Afrika med en gruppe fra Rosilde Baptistkirke, deltog i øvrigt i festlighederne på BaptistKirkens vegne, da missionssekretær Morten Kofoed lige var taget tilbage til Danmark og Jonas afholdt planlagt ferie.