Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Tredje søndag i advent

Tredje søndag i advent

12/12/2021

En anderledes forventning

I denne adventstid har jeg givet mig selv lov til at reflektere over, hvordan jeg tilbragte denne tid i mit hjemland, og hvordan jeg tilbringer den her i Danmark.

I Chin staten i Myanmar er næsten 90 % kristne, og man kalder den derfor en kristen stat. Dengang jeg boede dér, var der ingen materialer og reklamer, som skulle forberede os til advent, men naturen som kulde, fugle, julestjerner og kirsebærblomster forberedte os på, at det snart var jul. Ungdomsgruppen i kirken bød velkommen til julemåneden ved at fejre 1. december, som vi kalder ”sweet december”. Lige så snart vi var kommet ind i måneden, samledes ungegruppen og børnekirken flere aftener om ugen for at lære julesange. 3. weekend i advent gik man rundt til husene med juleevangeliet i ord, sange og bøn, som man i England kalder ”caroling”. 4. søndag i advent holdt børnekirken og ungegruppen julegudstjeneste med fest og lækker mad, som man spiste i fællesskab. Juletiden var forventningsfuld; for de fleste børn, om de fik årets første nye tøj? For de fleste familier, om de kunne få råd til årets første måltid med kød.

I Danmark, som også er et kristent land, får vi påmindelser hvert år om, at det er jul, igen gennem butikker, reklamer og TV, som ”synger julen ind”, inden vi overhovedet er klar. Næsten alle får gaver, og mange får endda flere gaver – og for mange virker det som om, julen kun handler om gaver.

Men juledekorationerne og lysene er med til at gøre vores hjerter lyse og forberede os til jul.

Vi hører igen og igen om, at Gud er kommet til mennesker gennem Jesus Kristus. Jøderne ventede Messias fra en kongeslægt, som skulle befri Israel og opbygge hans materielle rige og templet. Men han kom til Maria i en lille landsby.

Juleevangeliet er også i 2021 for alle mennesker, men især for ”de fattige”. Så lad os se ind i os selv i denne tid og hvile fra vores daglige travlhed, hvor vi søger efter lykke og magt. Evangeliet handler om at give afkald. Gud har ventet på at starte sit evige rige i dit liv, og Han er kommet.

Glædelig jul!

Chin Chin, suppleant til BaptistKirkens ledelse