Alt for mange sidder fast i retssystemet
26/05/2021
BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen er en af 15 religiøse ledere, som for nylig har sat fokus på retssystemet.
De skriver bl.a.: ”De seneste 20 år er der sket store forandringer i debatten om straf og retfærdighed. Både debatten og indretningen af retsvæsnet er kommet til at handle for meget om gengældelse, afskrækkelse og lange fængselsstraffe.”
De 15 kirkelige ledere, som er samlet i netværket Resam, Religion og Samfund, mener blandt andet, at alle skal have en chance for at lægge det forkerte bag sig og vende tilbage til samfundet.
”I stedet for fokus på straf og gengældelse, så mener vi, at der er behov for fokus på offer og gerningsmand og for, at begge kan komme videre med deres liv. Et menneske er altid mere end den forbrydelse, vedkommende har begået. Vi tror, at mennesker er skabt med lige værdighed,” siger Safia Aoude, som er muslimsk lærd.
”En tredjedel af dem, som løslades fra fængslerne, er tilbage igen inden for to år. Det er et samfundsproblem, som vi er nødt til at tage alvorligt” siger Hans-Ole Bækgaard, Formand for Indre Mission.
Blandt afsenderne er biskopper fra Folkekirken, ledere af folkekirkelige organisationer og kristne trossamfund i Danmark, tre muslimske lærde og overrabbineren i Danmark.
På Resams hjemmeside er også er en kronik, underskrevet af de 15 religiøse ledere, der har været bragt i Berlingske Tidende, samt en video om emnet.