Bibelen er nærværende i vores sprog
23/06/2021
Bibelselskabet har netop holdt sit andet online repræsentantskabsmøde, og her deltog Ole Engel for BaptistKirken. Generalsekretær Birgitte Stoklund-Larsen kunne fortælle, at omsætningen i 2020 var 32 mio. kr., og overskuddet knap en mio. kr. Der er 23 ansatte og omkring 100 frivillige aktive, bl.a. er Ole Engel en ivrig ambassadør. Der er ca. 2.200 medlemmer, heraf mange baptister. ”En stor, trofast medlemsskare styrker selskabet og fremmer formålet, som må være en hjertesag for enhver personlig kristen. Og som medlem modtager man tilmed fire gange årlig det fremragende, rigt illustrerede magasin ”Bibelen og Verden”, som orienterer fint og bredt, om den kirkelige situation. Besøg også selv hjemmesiden bibelselskabet.dk for nærmere info om de mange øvrige udgivelser,” skriver Ole Engel.
Ved repræsentantskabsmødet modtog teolog og lektor Søren Holst Bibelselskabets Pris for sin store indsats for at formidle Bibelen bredt og gøre Det Gamle Testamente nærværende. Han fortalte levende om de mange bibelske udtryk, vi bruger, ofte uden at kende eller huske sammenhængen: En Urias-post, en salomonisk afgørelse, at se skriften på væggen og ord som talent, samaritaner (samarit) og ramaskrig.
”Søren Holst kan på det varmeste anbefales som en fremragende foredragsholder om Bibelen,” skriver Ole, der gerne formidler kontakten: ole.engel@mail123.dk.