Dialog om åbning af kirkerne efter Corona
29/04/2020
I dag, onsdag, er fire repræsentanter for trossamfundene udenfor Folkekirken inviteret til Skypemøde med Kirkeministeriet. Det er en af de såkaldte sektordialoger, som skal sikre, at alle parter i samfundslivet er med på, hvordan der skal åbnes kontrolleret og sundhedsmæssigt forsvarligt op efter Corona-nedlukningen.
Folkekirken har sin egen dialog med Kirkeministeriet, og på vegne af alle de andre kirker har ministeriet udvalgt den katolske biskop Czeslaw Kozon, formand for Frikirkenet Tonny Jacobsen og baptisternes Bent Hylleberg, der alle tre sidder i Danske Kirkers Råds forretningsudvalg. Derudover deltager også generalsekretær for Frikirkenet Mikael Wandt Laursen.
Dialogen skal være afsluttet senest 6. maj, hvorefter ’resultatet vil indgå i de videre politiske drøftelser’, som det hedder i invitationen.
”Jeg håber meget, at samtalen kan lede til en større forståelse for, at kirken også har en vigtig funktion i sammenhængskraften i samfundet. I særdeleshed i en svær tid for mange med ensomhed og bekymringer. Der er brug for kirken som et rum til samtale og sjælesorg. Naturligvis også med mulighed for at afholde gudstjenester og andre fællesskabsbefordrende møder. Det har virket, som om kirker stod langt nede på listen over, hvornår forskellige samfundsfunktioner måtte åbne,” siger generalsekretær Torben Andersen, som venter mødets udfald med spænding.
De fire repræsentanter havde på forhånd udarbejdet et forslag til åbningsplan, som de præsenterede for Kirkeministeriets embedsmænd. Se her et forslag til faser og retningslinjer for, hvordan man sundhedssikkert kan holde gudstjenester.