Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

En ny sæson for familien Willer

Til sommer starter en ny sæson for Inge og Thomas Willer og deres to børn Selma og Ellinor, hvor de skal til Aalborg og plante Aalborg Vineyard. Thomas, der var med til at starte Regen for 13 år siden og nu er præst Kristuskirken/Regen, siger om deres beslutning:
”Det var ikke noget, vi havde planlagt, for vi elsker Kristuskirken/Regen. Vi elsker alle, som er en del af kirken. Vi elsker BaptistKirken. Vi elsker København, og vi har stor tillid til Guds planer for Kristuskirken/Regen og for København. Vi er helt sikre på, at Gud ikke er færdig med Kristuskirken/Regen. Men i løbet af de sidste op mod to år har vi haft fornemmelsen af, at en ny sæson var på vej for os som familie. For halvandet år siden fik vi udfordringen til at plante en ny Vineyard kirke i Aalborg. Efter en lang proces, hvor vi har oplevet, at Gud har talt til os på forskellige måder og igennem forskellige mennesker, oplevede vi i januar, at vi ikke længere kunne overhøre Guds kald om at plante kirke i Aalborg. I de sidste mange år har vi sagt, at vores vigtigste opgave som disciple er at høre, hvad Gud siger og handle på det. Så det er så det, vi prøver at udleve nu. Vi er spændte, nervøse, lidt bekymrede, kede af at forlade kirke, familie og venner, men også begejstrede for det eventyr, som Gud kalder os ud på. Vi har været en del af BaptistKirken hele vores liv, og BaptistKirken har på mange måder formet os til dem, vi er i dag, og det er vi meget taknemmelige for. Derfor vil baptistkirken fortsat være i vores bønner.”
Thomas Willer vil fortsat være en del af BaptistKirkens projekt ”Nye trosfællesskaber” i samarbejde med Katapult og Kirkeplanternet, KPN. Han har ligeledes sagt ja til at forblive en del af Mission i Danmark-udvalget frem til sommeren 2018.