Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Fælleserklæring: En kirke på vej med Kristus

Fælleserklæringen indeholder fokusområder og konkrete ideer til arbejdet i den enkelte menighed og i fællesskabet i Baptistkirken i Danmark. Den nuværende erklæring med idekatalog er vokset frem efter drøftelser på landskonferencer og regionale møder og gælder i årene 2019-24. Den findes på forsiden af hjemmesiden www.baptistkirken.dk og kan læses her. Erklæringen var et af hovedpunkterne på de regionale møder i februar/marts i år med ideudveksling og opfordring til at sende ideer fra de enkelte menigheder til Sekretariatet eller generalsekretæren. Få dage efter det sidste møde lukkede Danmark stort set ned på grund af Corona-pandemien og er endnu ikke fuldt ud åbnet op igen. Det har været en udfordring i menighedsarbejdet og især med hensyn til nye tiltag og aktiviteter på nær de digitale erfaringer og opblomstringen af virtuelle måder at holde møder på.
Erklæringens fire hovedpunkter er: have fokus på mission i Danmark, styrke fællesskabet mellem menighederne, være i tjeneste for næsten lokalt, nationalt og globalt og forny vores måde at formidle det kristne budskab på.
Der arbejdes med alle punkter i alle år, men i 2020 har vi især fokuseret på missionen i Danmark og derfor indeholder idekataloget (kan læses her) flest konkrete forslag til dette punkt. Nu opfordres menighederne til at indsende ideer til de øvrige punkter. Målet er, at vi kan inspirere hinanden bedst muligt og sammen være en kirke på vej med Kristus. Ideerne kan også være erfaringer med at være kirke midt i en Corona-tid. For 2021 gælder især punktet om at styrke fællesskabet mellem menighederne og økumenisk fællesskab, herunder det særlige fællesskab med Det Danske Missionsforbund.
Forslag til idekataloget indsendes til Sekretariatet på info@baptistkirken.dk eller til torben@baptistkirken.dk. Idekataloget opdateres løbende.