Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Jernbryllup i Tølløse

23/08/2017

Netop i dag har Karen og Knud Wümpelmann været gift i 70 år. Vi ønsker hjertelig tillykke med jernbrylluppet, der fejres med den nærmeste familie. ‘Vi blev ikke tidligt gift’, siger Knud, ‘men vi har begge to fået lov at leve længe’. Karen er 93 år, og Knud har netop fejret sin 95 års fødselsdag. Efter brylluppet blev de præstepar først i Pandrup og senere i Købnerkirken, København. Derpå tjente de i og ud fra deres hjem i København og Tølløse blandt danske og europæiske baptister, hvor Knud begge steder virkede som generalsekretær. Og i 1990-1995 sluttede de deres tjeneste på globalt plan, da Knud blev præsident for Baptisternes Verdens Alliance.
“Hvorfor mon det hedder jernbryllup?”, funderer Knud. Og snart bliver han enig med Karen om årsagen: “Kærligheden har været ligeså holdbar som metallet!” Den humoristiske replik faldt i går, da BaptistKirkens hilsen blev overrakt af Bodil og Bent Hylleberg. Det var også her, vi hørte dette udsagn: “Vi vil gerne blive gamle. Det har nogle omkostninger, men vi har meget at takke for.” Danske baptister ønsker af hjertet tillykke på den sjældne bryllupsdag!