Store Legedag på Skotlands Plads
05/10/2022
Søndag den 2. oktober afholdt Købnerkirken og Amagerbro Spejderne Store Legedag på Skotlands Plads i hjertet af Amagerbro. Arrangementet var rettet mod børn og børnefamilier i lokalområdet med et ønske om at række ud til dem med tilbuddet om en festlig dag for hele familien fyldt med gratis og sjove aktiviteter. Skotlands Plads, som ligger lige foran Købnerkirken, myldrede i flere timer med mennesker, og de besøgende kunne bl.a. prøve aktiviteter som ansigtsmaling, dragebygning, sumobrydning, flødebollekast, slackline, snobrød over bål eller få sig et fint ballondyr med hjem. Gæsterne blev også budt på gratis slushice, popcorn, kaffe og andre snacks ad libitum, og der var rig mulighed for at høre om både kirken og spejdernes arbejde. Arrangementet var økonomisk støttet af Amager Vest Lokaludvalg og Danske Baptisters Spejderkorps, og det estimeres, at mellem 250-300 glade københavnere lagde vejen forbi.