Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Bibelselskabet – gør Bibelen nærværende!

25/05/2022

”Og det er heldigvis noget, mange baptister har medvirket til”, skriver Ole Engel og fortsætter: ”Er du medlem? Det koster kun 200 kr. årligt! Bibelselskabets repræsentantskab holdt for nylig sit årlige møde. Birgitte Stoklund Larsen er blevet afløst som generalsekretær af Johannes Baun. Bibelselskabet er inde i en god gænge, men oplever stadig et utroligt behov både for Bibler og bibeldele samt forskellig social og praktisk støtte fra mange egne i verden, hvor især kristne er trængte. Marijke de Lang, konsulent fra United Bible Societies, gav et interessant overblik, som klart viste, at der stadig er lang vej, før alle folkeslag kan læse Bibelen på deres modersmål, og der er derfor fortsat brug for et stærkt og effektivt samarbejde. Johannes Baun orienterede om planerne for det fremtidige arbejde, bl.a. om mange spændende nyudgivelser. ’Bibelen 2020’ er blevet godt modtaget, og der arbejdes nu på et 3. oplag. Den kan fås i flere forskellige versioner både med blødt og fast bind. Et særligt højdepunkt ved repræsentantskabsmøderne er overrækkelsen af Bibelselskabets pris, som i år gik til Birgitte Stoklund Larsen – ikke mindst som tovholder for udgivelsen af ’Bibelen 2020’.
Med magasinet ’Bibelen og Verden’, der udsendes til alle medlemmer fire gange årligt, holdes man grundigt orienteret, og Bibelselskabets hjemmeside er altid et besøg værd for præcis og ajourført information. Bibelselskabet er gerne behjælpelig med evt. udstillinger eller foredragsholdere, og nærmere info kan også altid fås hos: ole.engel@mail123.dk.”