Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Bøn for byrådet i Brande

I Brande har en gruppe kristne påtaget sig at bede for byrådet og for kommunen.
Erland Grarup, menighedsleder i Brande, fortæller: ”Sidste år samledes en bønne-gruppe med personer fra de fire frikirker i kommunen og enkelte fra folkekirken. Vi mødes en gang om måneden og beder for byrådsmødet og for kommunen, hver anden gang i Baptistkirken i Brande og hver anden gang i en frikirke i Ikast.
I efteråret ringede jeg til borgmesteren og orienterede om, at nogle fra gruppen ville møde op til byrådsmøderne og bede, mens mødet foregik.

I mandags var det mig, der var dér. Vi havde forinden talt om, at byrådsmedlemmerne burde vide, at vi bad for dem, og at de gerne måtte komme med bedeemner.
Jeg tog bogen “Der er håb for din by” af John Nielsen med og fik lavet nogle små kort med påskriften “Bøn for Ikast-Brande Kommune” og et par af vores telefonnumre.
Byrådet var så småt ved at tage plads, da jeg kom. I midten stod borgmesteren. Jeg fik mod til at hilse på ham, fortalte hvem jeg var og spurgte frimodigt, om jeg måtte sige lidt efter mødet. Det var ikke noget, de havde kutyme for, men jeg fik da lov.
Da mødet var slut, fik jeg ordet udenfor dagsordenen. Jeg fortalte kort om forbønsgruppen og gav nogle eksempler ud fra Johns bog med deres erfaringer fra Aalborg, om hvad bøn kan gøre. Til slut delte jeg det lille kort ud og alle byrådsmedlemmer modtog det. Så nu er vi spændte på, om der kommer en reaktion.”