En overraskende Gud
03/06/2020
I Baptistkirken i Odense kom der et par overraskelser pinsedag. Der var god søgning og god stemning som altid, men der skete noget ekstra denne søndag.
Et af menighedens medlemmer har for nylig oplevet at have fået en profetisk gave. Hun kom til præsten nogle dage før gudstjenesten med et kort profetisk budskab, som hun bad om måtte siges til gudstjenesten pinsedag. Det var et godt budskab om Guds kærlighed til en hel verden og Hans ønske om, at alle folk måtte vende sig til Ham i tro. Dejligt at høre Guds stemme også på den måde.
Senere i gudstjenesten brød et medlem ud i tungetale efter prædikenen. Præsten bad om, at hvis nogen havde udlægningen, skulle de komme op og dele den med menigheden.
Et par stykker havde en udlægning, og en af dem kom op og delte den. En anden havde ikke frimodigheden, men vil dele det næste søndag.
Præsten i Odense, Henrik Søndergaard siger: ”Jeg gik hjem opløftet. Jeg fornemmer altid Guds nærvær til gudstjenesten, men det er skønt, når Gud overrasker os og taler til os på nye måder. Gud er en levende Gud, der kommer til os på forskellig måde. Disse livstegn vil vi gerne se flere af.”