Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Jep Emming på besøg i Burundi

Jep Emming på besøg i Burundi

15/03/2023

I disse dage har Lise besøg af sin mand Steen Jep Emming i Burundi. Jep er nede for at forberede etablering af vandforsyning til det sundhedscenter – Nyantore – som tidligere har modtaget en containerforsendelse med udstyr.
Jep fortæller: ”Vi har i dag besøgt kirken i Nyantore ca. 10 km fra Rubura, hvor der også for år tilbage er blevet opført et sundhedscenter lige ved siden af. Der er planer om at udvide sundhedscenteret, og derfor blev kirken revet ned i efteråret og en ny, der er drejet en kvart omgang, er snart klar (se billedet). Sundhedscenteret er uden vandforsyning og efter et besøg sidste år, hvor vi fandt kilder i dalen og målte op til rørledninger og tanke, var det nu tid til at mødes med højformanden og stedets præst Emmanuel, der også er UEBBs næstformand.  Der er mange detaljer, der skal afklares, inden et sådant projekt kan sættes i gang, men det lykkedes, og hvis alt går, som vi håber, kan gravearbejde mv. påbegyndes, når regntiden slutter i maj måned.
Vi håber at kunne levere ca. 20.000 liter vand om dagen til klinikken, kirken, skolen med ca. 400 børn og de mennesker, der bor i landsbyen.”
Jep ankom i sidste uge og drager tilbage til Danmark i weekenden. Det er planen, at Jep vender tilbage til Burundi i maj, og der kan han forhåbentligt være med til at færdiggøre arbejdet.