Syv unge døbt i Lai Baptist Church
01/12/2021
Glædestårerne flød i Lai Baptist Church, LBC, i Ringe den 14. november, hvor syv unge blev døbt.
Torsten Wendel-Hansen fra Integrationsudvalget fortæller:
”Jeg skulle afholde kassererkursus for vores migrantmenigheder i Lai Baptist Church i Ringe lørdag 27. november, men det blev på et øjeblik noget helt andet, der betød noget, da jeg snakkede med menighedens leder Kio Awi Vankhawng. Med glæde i stemmen og berørt af situationen kunne han fortælle mig, at det have været en ganske særlig festdag 14. november, idet syv af menighedens unge mennesker havde meldt sig til dåb denne søndag. Den sidste havde ringet ca. 20 min. før gudstjenesten for at høre, om han stadig kunne nå at blive døbt også ved gudstjenesten – og det kunne han.
Menigheden havde haft besøg fra USA af en burmesisk præst i en kort periode inden denne søndag, og han forestod dåbshandlingen, medens menighedens egne præster bød de døbte velkomne i menigheden.
Der var glæde i menigheden over, at de kunne modtage de nydøbte unge mennesker. Der blev givet mange kram – og tårerne flød af bare glæde.
Til lykke til vores venner i LBC. Vi deler glæden med jer.”