Kære menigheder
Ny aftale vedr. momskompensation
Revisor Evan Klarholt har opdateret sin standardaftale vedr. revisionspåtegning af menighedernes ansøgninger om momskompensation. Priser og tidsfrister er uændrede, så der er udelukkende tale om en tilretning af den tidligere aftale så den fx tager højde for den nye digitale ansøgningsform. Den nye aftale er vedhæftet denne forsendelse, og vil også blive sendt direkte til kassererne.
Reklame for sommerstævnet
1. juni stiger prisen for tilmelding til sommerstævnet, der holdes i Lindenborg i uge 30 – 21.-27. juli.
I kan gøre reklame for sommerstævnet i kirken med denne PowerPoint-præsentation: https://bit.ly/2H68v9w
Forbedere til sommerstævnet
Henrik Dam fra Vestermarkskirken i Grindsted har bedt mig udsende vedhæftede brev om forbedere til sommerstævnet.
Vær opmærksom på at svare Henrik senest 22. juni!
Læs også dagens nyhedsbrev med nyt om bl.a. ledelsesmødet, nyt blad og nyt nyhedsbrev, en nyansættelse og også denne besked om Studiecenteret for Menighedsbaseret Teologi:
Studiecenter godt fra start
Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi er kommet godt fra start. Fra nytår har Henrik Holmgaard, tidligere præst i Bethelkirken i Aalborg, haft travlt. Han har nu tre læringsnetværk, ét i Aalborg, som har eksisteret flere år, og to nye, ét i Aarhus og ét i København. I Aarhus er der otte deltagere, og i København ni. Planen er at etablere et fjerde læringsnetværk i trekantsområdet til efteråret. Deltagerne læser alle teologi eller er netop færdige med det. Hensigten med netværket og de månedlige møder er dels at deltagerne bliver klar over deres kald. ”Hensigten er at støtte og opfostre nye præster,” slår Henrik Holmgaard fast.
Dels er det meningen, at deltagerne lærer om netop menighedsbaseret teologi, som alle frikirker bygger kirke på. Ved bestyrelsesmødet tirsdag blev det dog slået fast, at det også skal være muligt for de, der oplever et kald til at være præst, men som ikke læser teologi, at deltage i netværket.
I bestyrelsen sidder Lone Møller-Hansen, Torben Andersen fra BaptistKirken, Thomas Willer fra Vineyard og Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke.
Derudover har Henrik brugt tid på at besøge de andre skandinaviske frikirke-studiesteder. Han fortæller: ”Vi har meget at se hen til og vinde ved skandinavisk samarbejde. Det er godt at se, at selvom det tidligere SALT-samarbejde ophørte, så udvikles menighedsbaseret teologi og uddannelsessteder. I Norge er Høyskolen for lederskab og teologi på vej til at udvikle fra 300 studerende til 500 studerende, dog ikke alle teologistuderende. Vi oplever stor åbenhed for udviklingen i Danmark, og særligt Roland Spjuth fra Ørebro Teologiske Seminarium har været en stor hjælp og støtte både førhen i forbindelse med SALT og nu igen med det nye studiecenter. Jeg er ret overbevist om, at det skandinaviske samarbejde omkring Master-uddannelse i praktisk teologi og ledelse kan komme mange danske præster, ledere og teologer til gavn fremadrettet.”
Et af de kommende initiativer bliver udviklingen af et Akademisk netværk for menighedsbaseret teologi, som kan blive en ressource for både studerende og nuværende præster og teologer.
Der er foreløbig tre kirkesamfund bag SCMT, som er forkortelsen for studiecenteret. Apostolsk Kirke, Vineyard og BaptistKirken. Det er ikke lykkedes at få Missionsforbundet og Mosaik (tidligere Pinsekirken) med. Menigheder, der ikke er med i et af de tre kirkesamfund, kan sende deltagere til netværket mod at betale 5000 kr. om året. Kirkesamfundene betaler ca. 50.000 kr. hver årligt, og projektet får også støtte fra Borg-Fonden de første år.
Læs mere på hjemmesiden www.scmt.dk.
Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen