Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Give Baptistkirke torpederet af lastbil

Give Baptistkirke torpederet af lastbil

04/11/2020

Held i uheld var det efterårsferie, da en lastbil kolliderede med Give Baptistkirke. Det heldige var, at skolebørnene ikke var på vej i skole, den torsdag morgen kl. 7.30, hvor en lastbil med anhænger fyldt med byggematerialer uden fører krydsede en befærdet skolevej, trillede baglæns forbi adskillige parkerede biler og lige ind i kirkebygningen. En tur på 300 meter ned ad bakke. I nabohusene sad folk og spise morgenmad, og var lastbilen endt her, ville det have kostet menneskeliv.
”Der er flere mirakler i spil her”, siger Jan Áki Andreasen, pastor i Give Baptistmenighed.
Men det har ikke været en mirakelkur for menigheden. De ved ikke, om det var en menneskelig eller en mekanisk fejl, der forårsagede ulykken. Bygningen er ret beskadiget. Halvdelen af gavlen er væk fra loftsbjælker til kælder. Og den ene langside buer en halv meter ud.
Men skaderne er ifølge forsikringsselskaberne ikke så store, at menigheden kan få en ny bygning. Torsdag afklares dette endeligt med en byggesagkyndig. Bed gerne for dette møde.
Samtidig har menigheden en udfordring med, hvor de kan holde gudstjeneste. Vejle Kommune har beredvilligt stillet en festsal i en nedlagt skole til rådighed. Men kommunen mener ikke, at en kirke er en almennyttig forening – og derfor kræver de 800 kr. i husleje hver søndag.
”Det får vi ikke engang ind i kollekt, så vi har aflyst lejeaftalen”, fortsætter en noget tynget pastor.
I bedste fald kan de holde gudstjeneste i deres kirke i marts næste år.