Nyt projekt i Rwanda
05/01/2022
Kort før jul ringede CISU og fortalte, at de havde fået tilført flere midler til deres pulje, hvilket betød, at en af vores projektansøgninger alligevel kunne støttes!
Derfor kan vi nu påbegynde en indsats i og omkring Butare i Rwanda, hvor vi kan hjælpe 300 enlige mødre til et bedre liv. Yderligere ca. 2.000 personer inkluderes bl.a. via medlemskab af spare- og lånegrupper. De enlige mødre uddannes og trænes i både sundhed, ernæring, rettigheder og færdigheder, så de bliver i stand til at tage sig af deres lille familie. Lokalsamfund og kirke involveres, så de unge kvinder ikke udstødes af kirke og samfund.
Det tre-årige projekt afvikles i samarbejde med både Baptistkirken i Rwanda – AEBR og vores anden partner ’LLCCM’.