Kære menigheder
Hermed information om bl.a. vielsesbemyndigelse og flygtninge i menighederne.
Vedr. vielsesbemyndigelse efter den nye ’imamlov’, der trådte i kraft 1. april 2017
På præstekonventet var der uklarhed om, hvorvidt ’en stående vielsesbemyndigelse’ er gældende, efter at loven er trådt i kraft. Vi undersøger pt. dette spørgsmål i Kirkeministeriet (KM) via en henvendelse fra Danske Kirkers Råd. Henvendelsen blev afsendt midt i ugen, der gik. Et par af vores præster har ved telefonisk henvendelse til KM fået bekræftet, at ’en stående vielsesbemyndigelse’ stadig er gyldig – betinget af, at den præst, der vier, efterfølgende består det obligatoriske kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.
I samme forbindelse blev det oplyst, at det omtalte kursus i familieret endnu ikke er udbudt, og at KM pt. hverken kan oplyse, hvornår det sker, eller til hvilken pris det udbydes. Men præster, der har behov for en tilladelse, skal blot søge om den nu. Da kurserne endnu ikke er udbudt, vil der blive givet en ’betinget tilladelse’. Betingelsen ligger altså i, at man inden for de efterfølgende 6 måneder vil deltage i nævnte kursus.
Fra Danske Kirkers Råd ønsker vi fra KM en skriftlig information, der kan sendes til alle medlemskirker. Det er det, vi har bedt om i ugen, der gik. Så længe vi afventer Kirkeministeriets svar, vil vi opfordre præster, der ønsker at foretage en vielse med retslig gyldighed, om at indhente svar i Kirkeministeriet om, hvorvidt dette er muligt for den enkelte. Det gælder både jer, der har en ’stående bemyndigelse’, og jer, der har brug for en ’ad hoc bemyndigelse’. Vi anbefaler dette af hensyn til det brudepar, der skal vies, idet der ikke efterfølgende må kunne rejses tvivl om, hvorvidt deres vielse er sket med retslig gyldighed.
Samtidig gør vi opmærksom på, at vi kan komme udenom alle tvivlsspørgsmål, hvis brudeparret på forhånd bliver viet på rådhuset (’civilt’). Herefter kan der fejres bryllupsgudstjeneste efter alle kunstens regler i kirken – uden at nogen kan anfægte retsgrundlaget.
Lone Møller-Hansen og Bent Hylleberg.
Antal nye flygtninge modtaget i vore menigheder
I Integrationsudvalget spurgte vi senest i starten af 2016 om tilgangen af flygtninge i vore menigheder, men vi skriver nu for længst 2017, og vi har nu igen brug for en opdatering af situationen i vore menigheder på flygtningeområdet ved udgangen af maj md. 2017. Baggrunden for ønsket om denne opgørelse er, at vi i Integrationsudvalget har behov for at se hvor mange flygtninge og af hvilken nationalitet, der er kommet til vore menigheder for at finde ud af på hvilken måde vi evt. kan hjælpe.
Vi vil derfor meget gerne have disse oplysninger:
1) Menighedens navn:
2) Antal nye flygtninge der har kontaktet menigheden i løbet af 2016 og frem til udgangen af maj md. 2017:
3) Nationalitet:
4) Hvad har menigheden brug for af hjælp – foruden det man selv kan løfte af opgaver?
Oplysningerne bedes sendt så hurtigt som muligt, men senest den 10. juni til : IU – Torsten Wendel-Hansen på t.w-h@live.dk eller oplyst på 2281 2113.
Håber I vil tage jer tid til at sende disse oplysninger. – På forhånd tak.
Husk bestilling af dåbskort
Ændringer til sidste års kortbestilling skal være mig i hænde senest 1. juni – ellers får I samme antal som sidste år.
Læs også dagens elektroniske nyhedsbrev med flere nyheder – om bl.a. WildCard til stævnet.
Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen