Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Danske Kirkers Råd franarret næsten en mio. kr.

Danske Kirkers Råd blev i sommerferien udsat for svindel, da generalsekretærens navn blev misbrugt til store bankoverførsler til udlandet. Denne type svindel (såkaldt ’CEO Fraud’) er velkendt hos politiet og rammer både små og meget store firmaer og organisationer.
Det var en mangeårig økonomimedarbejder i Danske Kirkers Råd, der blev narret til at overføre tre store beløb, der i alt løber op i næsten en mio. kr., i den tro, at det var generalsekretæren, der pr. mail krævede beløbene overført.
Svindlen blev opdaget, da generalsekretæren kom tilbage fra sommerferie. Sagen blev straks anmeldt til Politiets særlige afdeling for IT-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK).
I morgen torsdag 29. august holder DKR rådsmøde, hvor den økonomiske situation er et af hovedpunkterne på dagsordenen. Det årlige budget i Danske Kirkers Råd på 1,8 mio. kroner (2018). Ved svindlen er organisationen blevet bedraget for mere end halvdelen af sit økonomiske grundlag. ”Det er naturligvis en meget alvorlig situation, men truer dog ikke vores mulighed for at fortsætte arbejdet,” understreger formand Peter Fischer-Møller. Læs mere i en artikel på baptist.dk her.
Skulle du ekstraordinært have lyst til at støtte DKR i den nuværende situation, kan det ske på http://www.danskekirkersraad.dk/stoet-os/.
Også BaptistKirkens økonomiansvarlige Ulla Holm fik i sommers en mail – tilsyneladende – fra formand Per Beck om overførsel af penge. Men hun var mistænksom og ignorerede den. Læs mere her.
Både Ulla og Per opfordrer menighederne til at være skeptiske og indføre procedurer, der hindrer svindel.