Kære menigheder
Hermed lidt om fordele, chin-oversættelser og en ny ressource-bank
Information til menighederne vedr. valg på Landskonferencen 2017, LK1
Bent Hylleberg, der har været Baptistkirkens formand siden 2013, ønsker ikke at modtage genvalg til sommer.
Forslag om kandidater til valgene kommer fra menighederne, og de skal være offentliggjort en måned før LK1.
Hvad får vi ud af at være med i BaptistKirken?
Det spørgsmål er der sikkert mange af menighedernes ledere, der har skullet svare på. I mange menigheder er der en del mennesker, der ikke er vokset op i en baptistkirke – og heldigvis for det! Men for dem er det ikke en selvfølge, at menigheden skal betale 7,5 pct. til et fællesskab, de måske ikke kan mærke lige umiddelbart.
Udfordret således af Holstebro Baptistmenighed gik ledelsen i gang med at formulere, hvorfor det er en god idé at være en del af et kirkesamfund. Og måske har vi svaret på ”hvad man får ud af det?” Vel vidende, at i Guds rige spørger man ikke, ”hvad får jeg/vi ud af det?”, men ”hvad kan jeg/vi gøre for vores næste?”
Og der er meget i Guds mission, der bedst kan gøres lokalt. Det vil vi i fællesskab gerne støtte hinanden i – at være i mission, dér hvor vi er menighed. Det håber vi fremgår af det medfølgende brev fra BaptistKirkens ledelse til menighederne. Indholdet bliver i en lidt anden form trykt som en lille folder, der bliver uddelt på lederkonferencen d. 21.-22. april på Brandbjerg Højskole i Jelling.
Brevet er tænkt som en hjælp til menighedsrådene, hvis I har relationen til BaptistKirken på dagsordenen ved jeres årsmøder i den kommende tid – inden lederkonferencen.
Specielt til chin-menighederne
Vi vil også meget gerne, at ledere fra vore chin-menigheder deltager på lederkonferencen ved Vejle d. 21.-22. april. Konferencens hovedtaler taler engelsk, som oversættes til dansk. Her er invitationen oversat til chin.
Tilmeldingsfristen er 10. marts, og tilmelding skal ske på nettet.
Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen
Ressource-bank for socialt arbejde
Kære menigheder
At gå i Jesu fodspor betyder, at vi handler. Vi skal gøre noget, som gør, at vi betyder noget i de lokalsamfund, hvor vi bor. At gøre noget, som hjælper mennesker i lokalområdet kan også være indgangen til, at vi kan fortælle om Jesu kærlighed. Den fortælling er jo endemålet for vores virksomhed.
Mange menigheder har både store og små projekter i gang, som rækker ud til lokalsamfundet.
Der er til gengæld også en del menigheder, som efterspørger inspiration til det sociale arbejde.
BaptistKirkens ledelse vil derfor gerne opbygge en ressourcebank, hvor menighederne kan fortælle i få ord om deres forskellige projekter. Herigennem kan andre menigheder få inspiration til deres sociale arbejde.
Der er tidligere opbygget en ressource-bank om integrationsprojekter. Vi ved, at mange har glæde af dette katalog. Hvis noget overlapper, gør det ikke noget. Såfremt I oplever, at projekter, som er omtalt her også hører hjemme i en ressourcebank for socialt arbejde, så vil vi gerne, at I melder ind alligevel.
Nogle gange kan vi opleve, at menigheder tænker, at det er da for lidt til at fortælle om. Sådan skal vi ikke tænke, når vi giver ideer videre. Små ideer kan skabe megen glæde og måske i en anden menighed blive til noget stort.
Vi håber mange vil melde projekter ind til:
Lotte Boeriis mail: boeriis1308@gmail.com
Vibeke Dalsgaard Mail: sortebaervej5@gmail.com
Hilsen
Lotte og Vibeke