Kære menigheder
Netværk for diakoni og omsorg
Baptistkirken i Danmark undersøger i øjeblikket mulighederne for at etablere et netværk for diakoni og omsorg. Netværket vil vi gerne sammensætte af mennesker, som via uddannelse eller arbejde har viden og erfaring med mennesker i svære livssituationer. Vibeke Dalsgaard vil i den nærmeste fremtid ringe rundt til menighederne for at prøve at skabe et overblik over, om et sådant netværk er en mulighed og om der er behov for det. Ingen binder sig til noget her i første omgang, idet vores senere aktiviteter afhænger af, hvor mange vi bliver.
Myggenet redder liv
Burundi er igen ramt af en malariaepidemi. I årets første måneder er mere end 1.800 døde af malaria og FN har registreret over fem millioner tilfælde af malaria i landet med godt 11 millioner indbyggere. Næsten halvdelen af landets indbyggere har været ramt af denne potentielt dødelige sygdom.
Myggenet er afgørende for at reducere risikoen for at få malaria, men et myggenet til 30 kr. er desværre en uopnåelig luksus, de fleste fattige familier i Burundi ikke har råd til. Sammen med Baptistkirken i Burundi vil vi derfor uddele myggenet og uddanne familierne i korrekt brug af nettene. For 30 kr. kan du være med til at hjælpe med et net og ved at støtte med 150 kr., sikrer du en hel familie beskyttelse mod malaria.
Vi opfordrer alle til at støtte og menighederne til at samle ind i forbindelse med gudstjeneste eller andre anledninger. Send din gave til MobilePay 909210 eller konto 3201 10042879 mærket myggenet. (Menighederne skal bruge den sædvanlige konto 3201 3201182417.)
Vedhæftet er en ppt-fil til brug til en gudstjeneste og en pdf-printfil.
Prøv lederprogrammet Arrow af
Der starter et nyt Arrow-hold i foråret 2020. Arrow er en kristen lederuddannelse, som går over to år med fire internater af en uges varighed.
Som optakt til det nye hold, har Arrow arrangeret syv aftener rundt om i landet, hvor de, der overvejer at tilmelde sig, kan få en smagsprøve. Det er i Kolding, Herning, Aalborg, København, Aarhus, Hillerød og Roskilde, hvor programmet foregår fra kl. 17.30-19.30.
BaptistKirken har tidligere støttet Arrow-deltagere med halvdelen af betalingen, hvor menigheder ofte har støttet yderligere. Kommende Arrow-deltagere skal søge BaptistKirken om støtte.
Læs om Arrow-programmet her og se mere om fyraftensseminaret her. Der er også vedhæftet en printfil med flyers.
Læs også dagens nyhedsbrev mere flere nyheder – bl.a. om ledelsesmøde på fredag og svindel i Danske Kirkers Råd
Mange hilsner
Gitte Elleby