Kære menigheder
Yderligere åbning af kirkerne
Kirker har nu fået mulighed for at holde udendørs arrangementer på arealer, som kirken råder over, for flere end 50 personer, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned. Det følger af en ny bekendtgørelse som Sundheds- og Ældreministeriet har udsendt. Ændringerne trådte i kraft den 9. juni 2020 og giver for eksempel mulighed for at afholde udendørs gudstjenester og lignende med op til 500 deltagere.
Den nye bekendtgørelse giver også mulighed for at være flere til stede ved indendørs aktiviteter i kirker, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned – nemlig én deltager pr. to kvm gulvareal i stedet for fire kvm pr. deltager – man bør dog stadig holde en meters afstand – to meter, hvis man synger.
Information er sendt ud til kontaktpersoner i Trossamfundsregistret og man kan også læse her: Reviderede retningslinjer for genåbning af bl.a. kirker, nyhed fra Kirkeministeriet, bekendtgørelsen.
Læs også dagens nyhedsbrev om bl.a. Corona-indsamlinger, et præstestop og en fejl i Baptisternes Håndbog 2020.
Mange hilsner
Gitte Elleby