Kære menigheder
En kirke på vej – Fælleserklæringen
På LK1 til sommer skal vi revidere Fælleserklæringen, der er BaptistKirkens arbejdsgrundlag for de kommende fem år. Arbejdet blev påbegyndt på LK2 i 2018 og fortsatte i menighederne, i ledelsen og på de tre regionale møder i februar og marts. Mette Holmgaard er konsulent på processen og har sammen med ledelsen samlet de forskellige input, og med denne forsendelse er vedhæftet ledelsens reviderede forslag til Fælleserklæringen.
BaptistKirkens formand Per Beck siger: ”Vi efterlyser yderligere input fra menigheder og enkeltpersoner til Fælleserklæringen, og beder om at eventuelle kommentarer sendes til info@baptistkirken.dk senest den 25. april. Det udsendte forslag vil ligeledes blive drøftet ved lederkonferencens afslutning. Ledelsen vil på sit møde 3.-4. maj arbejde med at færdiggøre det endelige forslag til Landskonferencen.
Samtidig med Fælleserklæringen vil vi arbejde på, at der udgives et idekatalog, hvor menighederne kan finde konkrete ideer til at realisere indholdet i fælleserklæringen. Denne del af processen præsenteres på lederkonferencen, og efterfølgende orienteres menighederne i menighedsforsendelsen.”
Valg – Landskonferencen 2019
På LK2 sidste år vedtog vi første gang en vedtægtsændring om, at ledelsen udvides fra fem til syv medlemmer. For at træde i kraft skal dette vedtages for anden gang på LK1 til sommer. Bliver det tilfældet, skal der i år vælges fire medlemmer til ledelsen.
Vi opfordrer stærkt menighederne til at opstille kandidater til ledelsen, så den på bedst mulig vis kan få input fra menighederne og arbejdsgrenene i arbejdet.
Valg af formand og ledelse
Ved Landskonference 1 foretages valg af formand og medlemmer til ledelsen. Formandens valgperiode er et-årig, mens ledelsesmedlemmernes valgperiode er to-årig.
Hvis vedtægtsændringen vedtages på LK1 til sommer skal der i år vælges fire medlemmer til ledelsen (tre for to år og en for et år). Den samlede valgperioden kan normalt ikke overskride seks år.
Menighederne skal have meddelelse om medlemmer, der er villige til at lade sig opstille til en ny valgperiode. Det skal understreges, at såvel medlemmer, der er villige til at genopstille, og nye skal opstilles af mindst en menighed. Med mindre det fremgår, at kandidaten er villig til at genopstille, skal menigheden sikre tilsagn om at ville opstille til valg. Forslag fra menighederne skal være Sekretariatet i hænde senest seks uger før LK1, altså senest den 10. juni 2019.
Formandsvalg: Per Beck er på valg, og er villig til genvalg.
Valg til ledelsen: Lotte Holm Boeriis og Torben Andersen er på valg.
Lotte Holm Boeriis har været medlem af ledelsen i seks år (der er den periode, man normalt kan være medlem af ledelsen).
Torben Andersen er villig til genvalg
(Forretningsorden for Landskonferencen (valg er punkt 6) kan findes på BaptistKirkens hjemmeside:
https://baptistkirken.dk/wp-content/uploads/pdf/forretningsorden-for-baptistkirkens-landskonference-180801.pdf)
Læs også dagens nyhedsbrev med mange andre informationer!
Mange hilsner
Gitte Elleby Jørgensen