Til menighederne og landsorganisationerne
Vedrørende godkendelse af BaptistKirkens årsregnskab for 2019
BaptistKirkens årsregnskab godkendes af Landskonferencen på den første samling, hvilket normalt er Landskonferencesamlingen i forbindelse med sommerstævnet.
Kirkeministeriet har fastsat, at årsregnskabet skal indsendes til Trossamfundsregisteret 5 måneder efter regnskabets afslutning (hvilket betyder 31. maj), men med en mulighed for en fristforlængelse på 3 måneder. Dette var tilfældet for 2018 regnskabet, der blev godkendt på LK1, 2019.
På grund af Covid-19 forlængede Kirkeministeriet fristen til 31. august for alle. Som bekendt fulgte vi regeringens opfordring og aflyste sommerstævne og landskonference i juli 2020. Vi har kontaktet Kirkeministeriet og meddelt, at vores Landskonference afholdes den 7. november, hvor regnskabet forelægges til godkendelse (hvilket ville overholde en tre måneders forlængelse af den ny frist 31. august).
BaptistKirkens årsregnskab blev således ikke indsendt pr. 31. august 2020. Vi har nu modtaget følgende rykker fra ministeriet:
Kirkeministeriet anmode(r) om, at I indberetter jeres årsregnskab for 2019 til Trossamfundsregistret senest 4 uger fra dags dato, dvs. senest den 13. oktober 2020.
Ministeriet skal samtidig gøre opmærksom på, at såfremt årsregnskabet ikke indberettes til Trossamfundsregistret inden fristen på 4 uger fra dags dato, kan det få betydning for jeres mulighed for at opretholde anerkendelsen som trossamfund eller menighed omfattet af et trossamfunds anerkendelse, idet I dermed ikke overholder forpligtelser fastsat i trossamfundsloven, jf. § 22, stk. 1, i lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken.
Ledelsen har drøftet situationen. Vi finder Kirkeministeriets administration urimelig i forhold til BaptistKirkens vedtægtsfastsatte procedure men finder, at vi i den givne situation vil gennemføre en elektronisk afstemning om godkendelse af regnskabet for 2019. Ledelsen anbefaler, at regnskabet godkendes.
Med denne forsendelse følger årsregnskabet for 2019 samt kassererens forlæggelse i skriftlig form.
Er der spørgsmål til regnskabet kan disse rettes til Ulla Holm på telefon 2299 6483 eller e-mail ulla@baptistkirken.dk senest fredag 9. oktober kl. 15.00.
Fremgangsmåde:
Hver menighed har tre stemmer og hver landsorganisation to stemmer.
Menigheden/landsorganisationen bedes samle stemmerne og indsende disse til info@baptistkirken med angivelse af antal stemmer:
For godkendelse af årsregnskabet
Imod godkendelse af årsregnskabet
Hverken for eller imod.
Resultatet af menighedens/organisationens afstemning skal indsendes elektronisk senest den 11. oktober 2020 til info@baptistkirken.dk
Med venlig hilsen
Per Beck, formand