Kære menigheder
Det er ikke nemt at holde styr på og videregive indhold af Corona-retningslinjerne!
Vi må efter forsendelsen i går præcisere følgende:
Lokalekrav
Til en gudstjeneste, hvor deltagerne sidder ned og ikke synger, må der være 1 person pr. 2 kvm gulvareal og der bør være 1 meter imellem deltagerne (familier undtaget).
Til en gudstjeneste, hvor deltagerne sidder ned og synger, må der være 1 person pr. 2 kvm gulvareal og der bør være 2 meter imellem deltagerne (familier undtaget).
Dette jævnfør følgende afsnit i retningslinjerne:
”Der må maksimalt tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 4 kvm gulvareal i lokaler, hvortil der er offentlig adgang. I lokaler, hvor besøgende eller deltagere i det væsentlige sidder ned eller knæler, må der dog tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 2 kvm gulvareal.”
”Det bør sikres, at der er mindst 1 meter mellem personer. I situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn, bør der dog være mindst 2 meters afstand mellem personer. Det gælder f.eks. ved gudstjeneste, hvor der bør sikres 2 meters afstand mellem kirkegængere, hvis der synges, mens 1 meter er tilstrækkeligt, hvis sang undlades.”
Mundbind
Og så er kravet om mundbind i lokaler med offentlig adgang pr. 29. oktober også gældende i kirkerne:
Mundbind (eller visir) skal bæres, medmindre man sidder ned eller medvirker i ’aktiviteten’ som taler, musiker el.l.
Dette jævnfør følgende afsnit i retningslinjerne:
”Det betyder, at ansatte, frivillige, deltagere og besøgende på 12 år og derover skal bruge mundbind eller visir, når de deltager i bøn, gudstjeneste og religiøse handlinger og øvrige menighedsaktiviteter i folkekirken og andre trossamfund.
Det betyder, at ansatte, frivillige, deltagere og besøgende skal have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når de går ind og ud af lokalet, samt når de bevæger sig rundt i lokalet. Kravet omfatter derimod ikke deltagere og besøgende, der sidder ned/knæler under aktiviteten, og heller ikke forkyndere og medvirkende under udøvelse af ceremonier m.v. Kravet omfatter tilsvarende ikke foredragsholdere og andre optrædende under menighedsaktiviteter m.v.”
Mange hilsner
Gitte Elleby